V for Vendetta fylder 20 år – stadig genial, stadig forhadt af sin skaber

Den 17. marts 2006 ramte V for Vendetta biograferne og forandrede for altid, hvordan vi tænker på tegneseriefilmatiseringer. 20 år senere er filmen med Hugo Weaving og Natalie Portman stadig en af de mest relevante og visuelt ikoniske comic book-film nogensinde lavet – og den er stadig forhadt af manden, der skrev den oprindelige historie.

En maske der blev et globalt symbol

Filmen, instrueret af James McTeigue og produceret af Wachowski-søstrene, foregår i et dystopisk fremtidigt England styret af et fascistisk regime. En maskeklædt frihedskæmper kendt som V starter en revolution, og undervejs trækker han den unge Evey Hammond ind i kampen. Det lyder måske som standard superhelte-stof, men V for Vendetta handlede om noget langt større – overvågning, censur, frygt som politisk våben og individets magt mod systemet.

Guy Fawkes-masken fra filmen blev i årene efter et af verdens mest genkendelige protestsymboler. Fra Occupy Wall Street til demonstrationer i Hong Kong – masken dukker op, hver gang borgere gør oprør mod magthavere. Få tegneseriefilm kan påstå at have haft den slags kulturel gennemslagskraft.

Alan Moore ville ikke have sit navn på

Men succesen kom med en pris. Alan Moore, den legendariske tegneserieforfatter bag det oprindelige værk fra 1980'erne, tog offentligt afstand fra filmen. Moore havde i forvejen et anstrengt forhold til Hollywood efter det, han opfattede som ødelæggelser af sine andre værker, og han insisterede på at få sit navn fjernet fra V for Vendetta fuldstændigt.

Moores kritik gik blandt andet på, at filmen simplificerede de politiske temaer og gjorde historien mere amerikansk i sin tilgang. Hvor tegneserien var en nuanceret kritik af Thatcher-tidens England, mente Moore, at filmen reducerede budskabet til en mere generisk kamp mellem god og ond. Tegneren David Lloyd stod dog ved filmatiseringen og beholdt sin kreditering.

Mere relevant end nogensinde

Uanset hvad Moore mener, er det svært at argumentere imod filmens kvalitet. Hugo Weavings stemmearbejde bag masken er fænomenalt, Natalie Portmans transformation fra sårbar til stålsat er overbevisende, og Stephen Reas rolle som den tvivlende politimand binder det hele sammen. Manuskriptet er skarpt, actionscenerne er stilsikre, og John Hurts diktator føles ubehageligt troværdig.

I en tid hvor overvågningsteknologi, kunstig intelligens og politisk polarisering fylder mere end nogensinde, rammer V for Vendetta hårdere i 2026 end den gjorde i 2006. Det er den sjældne tegneseriefilm, der faktisk bliver bedre med årene – også selvom dens skaber nægter at anerkende den.