Anmeldelse: Janus Metz' Netflix-film 'Unabomber' giver ny vinkel på Amerikas mest berygtede terrorist

En 16-årig dreng bliver optaget på Harvard på grund af sine exceptionelle matematiske evner. Fagligt klarer han sig strålende, men venskaber er sværere at finde. Det nærmeste, han kommer, er et professorpar, der mener, han er perfekt til deres psykologiske studie af exceptionelle unge mænd.

Han siger ja til eksperimentet, efter at have delt sine inderste ideologiske overbevisninger med dem: at alle må have friheden til at træffe egne valg, og at den moderne verden er et fængsel, hvor mennesker er teknologisk avancerede, men ulykkelige.

Men eksperimentet viser sig at være psykologisk tortur, sat i gang af et Sovjet-skræmt CIA, der ville undersøge, om man kan knække ethvert menneske. De få personer, den unge mand stolede på, viser sig at være manipulatorer, der har brugt hans usikkerheder imod ham i militærvidenskabens navn.

To spor i fortællingen

Det er det ene spor i danske Janus Metz' Netflix-film om Unabomberen Ted Kaczynski, der gennem to årtier fra 70'erne til 90'erne førte en brevbombe-kampagne, som slog tre mennesker ihjel og sårede 29. Det andet spor følger FBI's jagt på ham, før han i 1998 blev fanget som USA's mest eftersøgte mand.

Det er ungdomssporet, der adskiller "Unabomber" fra tidligere film og serier om manden: skildringen af, hvordan han som vidunderbarn blev mishandlet. Sekvenserne fra ungdommen viser den intense psykiske smerte, han blev påført af den ondsindede professor Murray, spillet med skræmmende indifferens af Russell Crowe over for den underkuede Jacob Tremblay.

Anmelder Mathies Sætre Rasmussen fra Soundvenue skriver, at den unge Ted til dels vækker sympati, fordi verden ikke er sød ved ham, og at hans filosofiske overvejelser et stykke af vejen giver mening — måske ikke så langt fra, hvad andre fremmedgjorte unge mænd kunne tænke.

FBI-sporet

Den senere del af Kaczynskys liv skildres med en vis afstand via FBI-efterforskerne, der leder bureauets dyreste efterforskning nogensinde og til sidst offentliggør det manifest, som stadig har indflydelse i dag. FBI-sporet føres an af Shailene Woodley som agenten, der insisterer på, at den nedladende og grammatisk korrekte tekst afslører sin afsender.

Filmen afsluttes med et interviewklip med Kaczynski, hvor han fortæller, at han ønsker at blive husket som en revolutionær — men ifølge anmeldelsen er filmens styrke netop, at den ikke fortæller den historie, manden selv foretrækker. Han insisterede i retten på ikke at være sindssyg og tog dermed den fulde straf, og han nedtonede selv traumerne fra eksperimentet.

Ved at stille de to dele af hans liv op mod hinanden, og i lange stræk undgå de mere eksplosive handlinger fra terrorkampagnen, fortæller Netflix-filmen ifølge anmeldelsen en anden historie — at hans 35.000 ord lange manifest måske mest af alt er selvhævdende retfærdiggørelser fra en syg og isoleret mand, snarere end det moralfilosofiske værk, han håbede på.