Danske overlæger tjekker realismen i Emmy-nominerede The Pitt

Den amerikanske HBO-serie The Pitt har for alvor sat sig på landkortet som en af sæsonens mest omtalte produktioner. Serien er nomineret til hele 25 Emmy Awards og har allerede vundet flere priser, heriblandt to Golden Globes. Hele 13 skuespillere fra serien er nomineret til Emmy Awards, hvilket understreger den brede anerkendelse serien har fået blandt både kritikere og branchefolk.

The Pitt følger hverdagen på en amerikansk akutmodtagelse gennem øjnene på overlægen Dr. Robby, der forsøger at bevare både menneskelighed og fairness over for patienter og personale midt i et enormt arbejdspres. Serien er blevet rost for at ramme noget helt særligt: en uhyre realistisk skildring af livet på en skadestue.

Men hvor realistisk er serien egentlig, når man spørger dem, der selv står i det til daglig? To danske overlæger har set med og giver deres vurdering. Henrik Laugesen, der har 15 års erfaring fra skadestuer og i dag er overlæge på Bispebjerg Hospital, samt Søren Steemann Rudolph, overlæge og traumemanager på Rigshospitalet, er begge enige om, at serien skiller sig markant ud fra tidligere hospitalsserier.

De to overlæger fremhæver især seriens fokus på det menneskelige arbejdsmiljø og de svære dilemmaer, der opstår i spændingsfeltet mellem administration, politik og patienternes behov. Karakteren Dr. Robby formår ifølge dem at skabe menneskelighed og mening i situationer, der ellers virker åbenlyst meningsløse - noget de genkender fra deres eget arbejde.

Samtidig peger de også på steder, hvor serien tager sig kunstneriske friheder. Eksotiske procedurer som luftvejsadgang og behandling med hjerte-lungemaskine fremstilles som noget, der sker ofte, mens virkeligheden er, at mange læger kun oplever den slags en eller to gange i hele deres karriere. Diagnosticeringen i serien foregår også usædvanligt hurtigt - lægerne kan nærmest stille en diagnose ved blot at se på patienten i ti sekunder, forklarer de.

De to overlæger peger desuden på et fænomen, de kalder "medicalsplaining", hvor simple kliniske forhold i serien forklares med en alvor og dramatik, som om der lige er gjort en banebrydende opdagelse. Til gengæld fremstår stressniveauet i serien faktisk mindre massivt og støjende, end hvad de oplever på danske hospitaler i virkeligheden.

Samlet set tegner de to lægers vurdering et billede af en serie, der rammer plet på det menneskelige og følelsesmæssige plan, men som - som det ofte er tilfældet med tv-drama - strammer skruen på det medicinsk-dramatiske for at holde seerne fanget.