Anmeldelse: Loui Hendersons debut-ep blander Seebach og Sinatra i rodet retro-pop

Loui Henderson, en del af den første årgang på P3's koncept P3's Næste, har udgivet sin debut-ep "Nogen skal jo sige det højt". Det skriver Soundvenue i en anmeldelse af pladen.

Ifølge anmelder Jens-Christian Dyhr trækker Hendersons sangskrivning på en gammel tradition fra midten af det forrige århundrede, med islæt af Broadway, Bing Crosby, Motown og doo-wop. Anmeldelsen beskriver æstetikken som "en lille smule broadway og Bing Crosby over de melodiske krumspring, strygerne og mængden af akkorder."

Titelnummeret sammenlignes direkte med en anden dansk artist: "Ep'ens titulære nummer lyder vitterligt som en Rasmus Seebach-sang med en akustisk guitar og en mundharmonika," skriver Dyhr, der også hører ligheder med Frank Sinatra i de stille passager. Andre steder på pladen, blandt andet på numrene "Brune krøller" og "Medusa", trækker Henderson ifølge anmeldelsen ud i længere instrumentale passager, der får ep'en til at "lyde som noget fra et Coldplay-album fra starten af årtusindet" – blandet med mere nutidig P4-pop.

Anmeldelsen peger på, at den retrobølge Henderson trækker på ikke er noget nyt fænomen i musikbranchen, og nævner Sabrina Carpenter og Laufey som eksempler på internationale artister, der har haft succes med lignende 50'er-æstetik. Herhjemme sammenlignes Henderson med tidligere danske udgivelser i samme genre.

Kritikken går primært på manglen på retning: "Henderson vil lidt det hele. Det kommer sikkert af en legesyg tilgang til musikken, men samlet giver det et rodet og ufokuseret udtryk," skriver Dyhr, der kalder det "en typisk børnesygdom for nye artister."

Anmeldelsen konkluderer, at selvom der er udviklingspotentiale i Henderson, er det svært at få øje på et fremtidsperspektiv med en ep, der virker "så tilbageskuende." Kort sagt lyder P3's Næste-kunstneren ifølge Soundvenue "som en blanding af Rasmus Seebach, Frank Sinatra, tidlig Coldplay og P4" – men resultatet bliver "en rodet affære".