Spider-Noir på Prime Video: Sådan ser du Nicolas Cage-serien rigtigt

Mens Marvel gør klar til endnu en tur i nutidens New York med Spider-Man: Brand New Day, kaster Sonys nye serie Spider-Noir os tilbage til 1930'ernes Manhattan. Og resultatet er ganske overraskende godt.

I stedet for de mere kække drengrøvsversioner af Spider-Man som Peter Parker og Miles Morales følger serien en helt anden edderkop-inkarnation: Ben Reilly, bedre kendt som Spider-Noir. En skikkelse, der blev introduceret for mange i animationsmilestenen Into the Spider-Verse fra 2018 — stemmefølgt af ingen ringere end Nicolas Cage.

Nu bringer Cage både krop og sjæl til den ventede og vældigt seværdige spinoff-serie i liveaction.

En nedslidt helt i en dejlig rå verden

Depressionen bider, jazzen siver ud under dørene, og byens eneste maskerede helt er en nedslidt privatdetektiv med for mange dårlige minder, en økonomi i frit fald og et kronisk dårligt humør. Spider-Noir har hængt masken på knagen og forsøger at ligne en mand, der aldrig har haft spindevæv på sit cv.

Det går ikke ligefrem fantastisk. Slet ikke da en ægte femme fatale — natklubsangerinden Cat Hardy (Li Jun Li) — i bedste noir-stil sparker døren ind og hiver ham ind i en sag, der vokser hurtigere end hans tømmermænd. Gangsterbossen Silvermane, spillet af Brendan Gleeson med så tung irsk dialekt at den nærmest efterlader buler i underlaget, har grebet byens magt — og nogen vil ham til livs.

Nicolas Cage er præcis Nicolas Cage

Den gamle Community-joke lyder, at ingen heeeelt ved, om Nicolas Cage er en genial skuespiller eller bare virkelig dårlig. Spider-Noir gør ikke meget for at afklare det spørgsmål — og det er faktisk en del af charmen. Cage mumler nasalt sine overdrevne Old Hollywood-replikker uden helt at åbne munden, for i næste øjeblik at eksplodere i teatralsk overspil med vilde øjne.

Der er højdepunkter undervejs, hvor skuespilleren virkelig får lov til at slippe kontrollen og spille menneskelig edderkop i ordets mest bogstavelige forstand: med staccato-bevægelser, skæve kropsstillinger og hænder som insektkæber. Det er skørt — og det virker.

Vigtigst: Se den i sort-hvid

Her er det afgørende råd: Du kan se Spider-Noir i farver eller sort-hvid. Vælg sort-hvid. Det er ikke engang tæt på. I sort-hvid flyder serien over med røg, tåge, lange skygger, regnvåde gader der reflekterer neonlys og femme fatales med mystiske dagsordener. Det er præcis lige så lækkert, som det lyder.

I farver føles det lidt som at have sex med det skarpe loftlys tændt. Alt bliver for tydeligt, for poleret og væsentligt mindre interessant. Nogle ting bliver ganske enkelt bedre, når lyset er dæmpet.

Serien er ujævn i plottet og riffer lovlig ensporet på film noir-dyderne — The Third Man, Double Indemnity og Chinatown spøger i baggrunden. Men atmosfæren er i top, Cage er underholdende, og afsnit seks, der leger med idéen om en ægte edderkoppemand, er nærmest et lille selvstændigt mesterværk.