Supergirl (2026) anmeldelse: Milly Alcock redder DC – men manuskriptet svigter

James Gunn lovede os et nyt DC. Et DC der tog sine karakterer alvorligt, fortalte sammenhængende historier og turde tage chancer. Med Supergirl er det nye DCU for alvor begyndt at tage form – og resultatet er en blandet oplevelse.

Det gode: Milly Alcock er genial

Lad os starte med det vigtigste. Milly Alcock er sublim som Kara Zor-El. Den australske skuespiller, der allerede imponerede som ung Rhaenyra Targaryen i House of the Dragon, formår at gøre en ret kedeligt skrevet karakter til noget der vibrerer af liv.

Hendes karisma, timing og evne til at bære en scene alene er det, der holder filmen oven vande. Det er sjældent, at en skuespiller i den grad er større end sit materiale – men det er tilfældet her.

Det svage: manuskriptet holder ikke

Desværre er Ana Nogueiras manuskript ikke på samme niveau som sin hovedrolleindehaver. Det er relativt grønt og mangler den følelsesmæssige dybde, som en superheltefilm trænger til for at stige over genren.

Filmens moralske konflikter ender som akademiske øvelser i stedet for at føles virkelige og vigtige. Bipersonerne er skrevet tyndt, og fortællingen mangler overraskelser.

Rent æstetisk er den imponerende

Visuelt er Supergirl en fornøjelse. Filmen er flot lavet med produktionsdesign der føles som et opgør med den grå DC-stil fra det gamle univers. Farver, kostumer, kamera – det fungerer.

Konklusion: Fin underholdning – ikke meget mere

Supergirl er fin underholdning. Den er ikke den film, der for alvor løfter det nye DCU til næste niveau – men Milly Alcock lover godt for fremtiden. Hun er allerede en superstjerne. Manuskripterne skal bare følge med.

Karakter: 3/5